Introduktion til Chelsea F.C.

Information om fodboldrejser til Chelsea FCVil du gerne se Chelsea spille? Så skal du da på en fodboldrejse!

Vi har samlet den aller vigtigste information om klubben og byen herunder.

Chelsea F.C., sidste års nummer 1 i Premier League, blev oprettet i 1905 på The Rising Sun pubben i London. Gus Mears, som stod bag oprettelsen af holdet, købte i 1904 Stamford Bridge atletikstadion for at lave det om til et fodboldstadion. Han tilbød at leje stadionet ud til Fulham F.C., men de afslog tilbuddet, og så måtte han selv starte et hold op, og det gjorde han d. 10 marts 1905. De fik hurtigt succes og kom i den bedste liga i deres anden sæson. Derefter hoppede de mellem første og anden division, men i 1915 kom de i finalen i FA Cup, men tabte den, og dernæst steg antallet af tilhængere drastisk. På trods af den store succes og fanbase vandt de først første divisionen i 1955, som senere kom til at hedde Premier League. Siden dengang har de vundet Premier League 4 gange, alle på 10 år. I 2012 vandt de deres første og eneste Champions League, hvilket siger en del om, hvor meget holdet har forbedret sig de seneste 10 år. Det kan man muligvis takke deres nuværende og tidligere cheftræner José Mourinho for, der startede som træner for Chelsea i 2004, den sæson de for første gang i 49 år vandt Premier League.
Mourinho kunne selvfølgelig ikke have gjort det uden stjernespillere, og blandt dem er Diego Costa, som kom til klubben sidste år. Allerede i hans fjerde ligakamp for Chelsea scorede han sit første hattrick i Premier League, og har i sine 29 Premier League kampe scoret 20 mål, hvilket gjorde ham til topscorer for Chelsea i sæsonen. På midten har de den unge, lynhurtige og tekniske Eden Hazard, som har spillet for holdet siden 2012. I 2014-2015 sæsonen vandt han Player of the Year i England. Nede i forsvaret har de den utroligt rutinerede kaptajn, John Terry, som har spillet i klubben siden han var 14, og har kun været væk i én sæson, hvor han blev udlånt til Nottingham Forrest. Han debuterede for førsteholdet i en alder af 17 år.

Deres største rival menes at være Arsenal, mest på grund af at begge hold er fra London, og derfor har der altid været mange tilskuere til kampene mellem dem. Arsenals fans anser dog ikke Chelsea for deres største rival, men kampene mellem dem er altid spændende.

Stamford Bridge: Et “Småt”, men godt, stadion

Deres stadion, Stamford Bridge, er ikke specielt stort i forhold til klubbens størrelse. Der er plads til 41.798 siddende tilskuere, hvilket gør det til det ottende største stadion i Premier League. Det åbnede i 1877, men som skrevet før, blev det først brugt som fodboldstadion i 1905. På det tidspunkt var der kun én overdækket tribune, hvor der var plads til cirka 5.000 tilskuere, og ellers var der en åben plads, hvor cirka 100.000 kunne se med fra. Indtil 1930 var der ikke mange ændringer, og i 1935 mod Arsenal var der rekordmange tilskuere, hele 82.905. I 90’erne gennemgik stadionet massive ændringer, hvor alle pladser blev lavet til siddepladser. På grund af det begrænsede antal pladser har Chelsea en ambition om snart at udvide stadionet.

Transport fra lufthavn til stadion og by

Der er stor sandsynlighed for, at du lander i Heathrow lufthavn, som betjener flest internationale passagerer i hele verdenen. Lufthavnen ligger i udkanten af London cirka 30 kilometer fra Stamford Bridge og centrum. London er meget kendt for deres undergrundsbane, da den er så hektisk og gammel. Det var verdens første undergrundbane. Det anslås at 3,66 millioner passagerer bruger metroen dagligt, og det skyldes, at den dækker størstedelen af Storlondon. Selvom den kaldes ”London Underground”, er det kun 45% af sporene, som rent faktisk er under jorden.
Hvis du vil direkte ud til stadionet fra lufthavnen, kan det gøres på flere forskellige måder. Du kan tage et tog fra lufthavnen til Paddington undergrundsstation og derfra til Fulham Broadway undergrundsstation. Den ligger cirka 600 meter fra Stamford Bridge, så du bliver enten nødt til at gå fra stationen ud til stadionet eller tage en taxi derud. Det er også muligt at tage en taxi hele vejen fra lufthavnen og ud til stadionet. De sorte taxier er pålagt at tage alle ture inden for 32 kilometer eller en times kørsel. Prisen på taxierne er temmelig dyre, og hvis du skal fra lufthavnen og ud til stadion, skal du regne med at betale mellem 6-700 kroner.
Hvis du bor eller er tæt på centrum, så ligger Stamford Bridge kun 7 kilometer derfra. Med metroen er det let at komme rundt, der er mange afgange, og så er det ikke særlig dyrt.
London er kendt for sine sorte taxier. De kan bookes per telefon, og du kan fange dem på gaden, hvis deres gule taxi-skilt lyser. Hvis du kører med en sort taxi, kan du være sikker på at den er licenseret og handicapvenlige.

Andre spændende seværdigheder i London

Hvis du ikke har brugt alle dine penge på fodboldkampen, har London mange gode shopping områder, som hver især er unikke. Oxford Street har alle de nyeste trends, imens du finder det dyre designertøj på Bond Street.
London er en gammel by, så der er mange gamle og spændende ting at se. Der er klassikerne som Big Ben, London Eye og Buckingham Palace. Hvis du vil se det hele på én gang, kan du bestige O2-arenaen, hvor du får lov til at komme op på taget, som er 52 meter oppe i luften. Hvis du ikke er meget for højder, men gerne vil se hele byen alligevel, kan du tage med en af byens ikoniske sightseeing-busser. Du kan købe en 24-timers billet for 238 kroner, der giver dig muligheden for at hoppe af og på bussen, som det passer dig. Det er en hurtig og let måde at se byen på, og giver dig en frihed, når du udforsker byen. Hvis 24-timer er for kort tid, kan du købe en 48-timers billet, hvor der følger en bådtur på Themsen med.
Derimod hvis du har brugt alle pengene på fodboldkampen, så tilbyder London også en masse gratis ting, blandt andet Natural History Museum, som har hundredvis af spændende interaktive udstillinger i en af Londons smukkeste bygninger. Dronnings garder har vagtskifte klokken 11:30 hver dag ud for Buckingham Palace, og det er altid spændende at se, og så kan man se Buckingham Palace ude fra, hvor dronning Elizabeth II bor til daglig.
Hvis du ikke er helt færdig med Chelsea, kan du tage på en stadionrundtur. På rundturen kommer du ind at se omklædningsrummet, du kommer selvfølgelig også ind på stadionet igen. Der er også mulighed for at se deres museum, hvor deres historie bliver bragt til live gennem sjove, interaktive og brugervenlige udstillinger, som fortæller om en af de mest fascinerende historier om moderne fodbold.

Chelsea har altså meget at byde på, både fodboldklubben og byen, London. Derfor er London en god rejsedestination, hvis du vil se noget fantastisk fodbold og opleve en ligeså fantastisk by.